På udebane mod Hellebjerg Idrætsefterskole blev det til en flot sejr på 0-3. Sejren kunne og burde nok have været en del større, men det vigtigste var de 3 point, samt det i perioder flotte spil der blev vist fra pigerne.
Selve kampen blev ikke afviklet på selve kampbanen, men derimod på en træningsbane, der både var lille og knoldet. Dog lykkedes det rigtig godt for pigerne at abstrahere fra det.
De første 10 minutter af kampen er præget af en lidt nervøs start fra vores side. Vi skal lige vende os til de nye omgivelser. Endvidere så var det også et par uger siden pigerne sidst var i kamp.
Mia bringer os foran efter 17 minutter, hvor hun scorer direkte på et hjørnespark. Line bringer os på 0-2 efter 25 minutter, og efter 30 minutter er det igen Line der scorer, efter et flot opspil.
Selv om der ikke blev scoret flere mål i kampen, så havde vi en hel del 100% chancer, som vi med lidt mere skarphed burde have scoret på. Hellebjerg havde ikke det helt store at byde på, og vi holdt dem flot væk fra helt oplagte chancer.
Kampens to bedste spillere var Line Falkenberg og Ditte Hansen.
Vores næste vigtige kamp spilles d. 16 november, hvor det her gælder DM kvalifikationskampen mod Vojens Idrætsefterskole.